Pressemeddelelse | CJ A/S – Fredericia d. 18. december 2025
Direktøren for CJ A/S går på pension
Gennem de seneste syv år har Hans Jørgen Ebbesen – efter næsten 15 år i CJ A/S’ ledelse – arbejdet tæt sammen med Jonathan Smetana om et planlagt generationsskifte. I 2022 overtog Jonathan det formelle ansvar i virksomheden.
Afslutningen på et år – og starten på et nyt – er for mange et tidspunkt, hvor man tænker over, hvad der har været, og hvad der bliver i fremtiden. Dette er særligt gældende for CJ A/S i år, da direktøren, som startede det hele, går på pension.
Entreprenørbranchen – den har fulgt mig hele tiden
Når man spørger Hans Jørgen, hvor hans interesse for entreprenørbranchen opstod, så er det bestemt ikke tilfældigt: ”Min far var entreprenør og selvstændig. Vi har altid som børn været på byggepladser, så det har fulgt mig hele tiden. Det var ikke noget, jeg tænkte nærmere over. Det var bare den vej, der blev valgt, men det føltes meget naturligt.”
Hans Jørgen startede i entreprenørbranchen som 24-årig, da han var færdig med studiet. Her nåede han både at snuse til anlægs- og byggebranchen, inden han blev en del af det daværende Davidsen Partnere A/S. Da Davidsen Partnere gik konkurs, stiftede han, sammen med tidligere kollegaer, CJ Anlæg i 2011 – i dag CJ A/S.
Det var en fælles passion for entreprenørbranchen og det gode samarbejde mellem kollegaerne, der fik idéen om en ny virksomhed til at spire, forklarer Hans Jørgen: ”Vi var nogle mennesker, der syntes det var sjovt at arbejde sammen, og vi elsker vores branche. Den der gensidige tillid og respekt den har sådan set fulgt hele vejen igennem. Selvom det var hårde tider, så var det sådan set rimelig nemt at starte, fordi kunderne allerede var der fra start af. Vi havde en del kunder, som fulgte med os fra Davidsen Partnere.” fortæller Hans Jørgen.
Det gode samarbejde, den gensidige tillid og respekten var også en del af kulturen og samarbejdet med kunderne og samarbejdspartnere – kvaliteter, som Hans Jørgen stadig vægter højt i CJ A/S’ udvikling.
”Jeg er mest stolt af at vi har bevaret den kultur, som vi også startede virksomheden på. Selvom virksomheden er meget større og mere professionel nu, så er det sådan set samme DNA.”
Næsten 15 år senere
”Jeg havde faktisk ikke et fast billede af, hvad det skulle blive til. Dengang tænkte ingen af os på, hvordan det skulle se ud om 15 år.” fortæller Hans Jørgen eftertænksomt.
Den tidligere direktør har også oplevet, at der er sket meget i udviklingen af virksomheden på de snart 15 år, som er gået: ”Dengang var det en mindre butik. Vi var ikke så specialiserede som i dag og beklædte derfor alle sammen flere roller.”
”Dengang vi startede, der var vi glade optimister. Jeg var byggeleder, projektleder, direktør og økonomimand, og det hele på en gang. Men efterhånden som tingene voksede, så blev det specialiseret og heldigvis så fandt vi de rigtige folk.”
En anden, stor ændring, som Hans Jørgen fremhæver der er sket gennem årene, er processerne i entreprenørbranchen.
”Det er meget mere bureaukratisk. Da min far han var entreprenør, havde han 170 mand som han ledte med syv formænd og et par kontorfolk. Og så prøv at se i dag, hvor mange funktionærer vi skal til at drive en butik med 170 mand. Det er for eksempel dokumentationskravene – det er blevet meget mere komplekst og specialiseret.”
Når man spørger Hans Jørgen om, hvad hans motivation har været – så er han ikke i tvivl: ”Det er faktisk, hvor langt man kan komme med det gode samarbejde. Når man dyrker det gode samarbejde, så får man det også igen. Det har været min største motivation gennem årene. Vi har jo fantastisk mange gode samarbejdspartnere, som vi nyder at arbejde sammen med, men som også nyder at arbejde sammen med os.”
Fremtidens mand
Hans Jørgens arvtager på direktørposten er Jonathan Smetana, der har været en del af CJ A/S siden 2012. De har gennem de seneste syv år kørt parløb, hvor Jonathan i 2022 overtog rollen som administrerende direktør, mens Hans Jørgen fortsatte med titlen som direktør. Den afgående direktør forklarer, at både han og Jonathan har sat deres præg på virksomheden, men med to meget forskellige tilgange.
”Det værdisæt vi arbejder ud fra, det er sådan set det samme. Jonathans tilgang er selvfølgelig en ny måde. Det er blevet mere professionelt under Jonathan, med udbygningen af organisationen. Under Jonathans ledelse er det blevet mere specialiseret. Det kræver det for at lave en større virksomhed i dag. Men vores prægning har sådan set været den samme i forhold til kultur.”
Trods forskellighederne har Hans Jørgen altid været meget glad for samarbejdet: ”Det har fungeret godt, fordi selvom vi er meget forskellige, så har vi altid haft en gensidig respekt og tillid, hvor vi har snakket om alt. Jonathan er altid meget direkte, og jeg er altid den der gerne lige vil overveje ting og have lidt flere fakta på. Det har altid været med gensidig respekt.”
Dengang, hvor Jonathan blev udvalgt som den næste direktør, var hverken Hans Jørgen eller den øvrige ledelse i tvivl om, at han var den rigtige til posten: ”Det var han ud fra mange ting, dels, at han er en eminent god leder, og så har han det rigtige værdisæt. Så vi var hurtigt enige om, at det var fremtidens mand.”
Når Hans Jørgen ser fem år frem for CJ A/S som virksomhed, så er det både med ro og ambitioner: ”Jeg ser en virksomhed med fortsat vækst, med nogle flere facetter på. Der kan sagtens være nogle virksomheder, der er kommet til eller nogle områder, der er udbygget og nogle geografier, der er ændret. Men ståstedet, det vil jeg tro er det samme – med tidlig involvering og succes gennem langsigtede relationer.”
Næste kapitel
”Det er mærkeligt og så glæder jeg mig samtidig til at gå på pension, det har jeg gjort det sidste halve år.”
Men selvom Hans Jørgen nu går på pension, kan han ikke slippe CJ A/S helt endnu: ”Det er jo også mit barn, så jeg vil selvfølgelig gerne være med på sidelinjen, men det bliver meget mindre omfattende end i dag. Jeg fortsætter i bestyrelsen og så er jeg jo stadig aktionær nogle år. Og så via Hertug Hans Skolen, som er et fælleseje mellem CJ A/S og ASE Ejendomme, hvor jeg deltager i styregruppen.”
”Det er et godt tidspunkt at stoppe på, og det er fordi tingene er lykkedes. Jeg synes faktisk at CJ er på toppen af der, hvor de skal være. Og så er det et spørgsmål om at blive ved med at forny sig for at forblive på toppen, så det er mit håb – men det er også min tro.”
Afslutningsvis giver vi ordet videre til den nye direktør for CJ A/S, Jonathan Smetana, der retter en tak til sin mangeårige mentor.
“Det har været en gave at lære af en så tålmodig og inspirerende mentor, som Hans Jørgen, gennem vores tætte parløb i direktionen de sidste syv år. Hans indsats i CJ A/S, båret af stærke værdier, har skabt et solidt fundament og givet organisationen handlerum til udvikling og inspiration – et arbejde, jeg ser frem til fortsat at bygge videre på.”
For yderligere information
Eventuelle interviews eller supplerende udtalelser kan koordineres ved henvendelse til Johanne Schousboe, CJ A/S, mail jsc@cj-as.dk eller tlf. 31160472.
Om CJ A/S
CJ A/S er en tilpasningsdygtig og solid entreprenørvirksomhed, der hviler på et bredt, stærkt fundament, som baserer sig på faglighed og ansvarlighed overfor medarbejdere og samarbejdspartnere. De stærke relationer vægtes højt: ”Vi vil være et godt sted at arbejde – og vi vil være en god virksomhed at arbejde sammen med.” CJ A/S er opdelt i to fagområder: Anlæg og Byggeri.

