Vi letter på murerkasketten og byder den erfarne Henrik Madsen velkommen.

“Jeg har kunnet følge CJ A/S’ flotte udvikling og synes, at tiden var moden til at prøve kræfter med en sådan udfordring som del af CJ’s stærke team”, siger Henrik Madsen, som beskrives som meget dedikeret til at sikre nye projekter og opbygge solide samarbejdsrelationer. Han vil primært fokusere på at indgå ramme – og/eller serviceaftaler med erhvervskunder.

Henrik vil have base på vores kontor i Fredericia, og han vil også tilbringe tid på Fyn samt andre steder i CJ-regi. Han har en bred vifte af erfaringer inden for byggebranchen, herunder serviceopgaver, større renoveringsprojekter og opførelse af nye lejligheder og erhvervsbygninger.

Henrik er Murermester og har suppleret sin ekspertise med uddannelser i konflikthåndtering, coaching samt udviklingspsykologi. Han har også en diplomuddannelse i kriminologi og er formand for DI Region Fyn Murersektionen. Så både som fagmand ud i murerhåndværket og som leder er Henrik Madsen særdeles godt rustet til den udfordrende opgave hos CJ A/S.

Henrik er passioneret omkring sit arbejde og brænder for at udvikle sit eget og andre medarbejderes potentiale og kompetencer.

Henrik er 54 år og bor i Odense sammen med sin partner, Marianne Sand. Han er stolt far til fire børn og har 4 børnebørn. I sin fritid interesserer han sig for sport og har tidligere spillet på det danske Ungdomslandshold i fodbold og for hjerterklubben OB.

Og så på med murerkasketten og ud over stepperne igen – velkommen til, Henrik.