Ulrik Hofmann Larsen er ny projektchef for CJ Bolig- og Erhvervsbyggeri.
Den nye projektchef Ulrik Hofmann Larsen vil blandt andet tilføre sparring, coaching og netværk til CJ Bolig- og Erhvervsbyggeri og sine nye kolleger i afdelingen.
“Min erfaring kan jeg benytte til at sparre og coache kolleger. Jeg har desuden stort netværk til entreprenører, ingeniører, arkitekter og bygherrer i branchen, der kan lede til nye opgaver. Jeg ser frem til et arbejdsforhold med spændende opgaver og frihed under ansvar, der også er fyldt med humør og god tone mellem kollegerne i CJ A/S,” siger han.
59-årige Ulrik Hofmann Larsen får det overordnede ansvar for at udføre byggeopgaver, bl.a. kvalitet, tid og økonomi. Desuden skal han lede de respektive teams, der er på opgaverne, og deltage i tilbudsafgivning, salg på nye opgaver, projektering og opstart af nye sager.
“Jeg er bedst i tilbuds- og opstartsfasen på projekterne, hvor vi kan være kreative, finde de bedste løsninger og opbygge relationer til bygherrer, arkitekter og ingeniører. Desuden går jeg meget op i, at projektet styres godt i mål med teamet på projektet. Her vil jeg gerne have en overordnet rolle med ansvar for flere projekter samtidig og ikke sidde fast på et enkelt projekt,” fortæller Ulrik Hofmann Larsen.
Han er uddannet tømrer og siden bygningsingeniør. Han har tidligere arbejdet for Adsbøll Entreprise som projektdirektør, PB&E som teknisk direktør, Arkil som afdelingschef, Byggefirmaet Knudsgaard som projektdirektør og i Vestas’ byggeafdeling som project manager.
Ulrik Hofmann Larsen er gift med Ulla Paulsen og har børnene Lasse og Mark. Ulrik Hofmann Larsen bor i Sunds.