CJ A/S solgt til alternativ kapitalfond fra Uzbekistan

Fredericia-entreprenøren CJ A/S får nye ejere. Partnerkredsen bestående af otte nøglemedarbejdere afhænder deres respektive aktieposter til en alternativ kapitalfond fra Uzbekistan.
”Fristelsen var simpelthen for stor i disse tider for store virksomhedshandler, da Jaska Gidigskajaj stod der med en kuffert fyldt med knitrende dollars. Så handlen er på helt kontant basis i bogstaveligste forstand”, fortæller vicedirektør og medejer, Jonathan Smetana.

”Jaska Gidigskajaj har store planer for fremtiden for CJ A/S. Der skal bygges meget i hans eget og omkringliggende lande, der var del af det tidligere USSR, det samlede Sovjetunionen. En række medarbejdere fra CJ A/S får chancen for at blive udstationeret til denne spændende opgave, men først skal de lære polka og at spise rødbeder”, fortæller Smetana.
For øvrige medarbejdere bliver hverdagen uforandret, bortset fra at lønninger fremdeles forventes udbetalt i kontanter fremfor via den almindelige bankoverførsel.

Handlen eksekveres per i dag den 1. april 2021.

NB! … og vi må nok erkende, at den også slutter her, for det er selvfølgelig bare en tyk aprilsnar fra ende til anden. CJ A/S er i topform med en stærk ejerkreds og masser af spændende opgaver i pipeline, hvor der er brug for alle gode kræfter til at løfte opgaverne. Så ingen ejerskifte og ingen mand udstationeret til Uzbekistan eller noget der minder herom.
Tak fordi du læste med og måske trak bare en smule på smilebåndet.