Det er en erfaren herre ud i byggebranchen, som bliver gjort til ansvarlig byggeleder på det storstilede projekt Promenaden i Fredericia for CJ A/S.

Ole Uldal Simonsen hedder manden med ansvaret, og han kommer med en solid ballast som uddannet tømrer og siden bygningskonstruktør samt ikke mindst en bunke erfaring fra flere lederstillinger i byggebranchen.

Faren til en sammenbragt børneflok på fire og fru Jessica bor i Lunderskov stræber efter at skabe en arbejdsplads i samspillet med egne medarbejdere og udvalgte underleverandører. Trivslen er et fokusområde både for Ole og CJ A/S, så her er også fuldstændig samklang.

”Promenaden er godt i gang og planen følges fint. Det arbejde skal jeg fortsætte og binde en sløjfe på – og kigge ind i nye projekter i fremtiden. Jeg synes, CJ byder enormt mange faglige og personlige muligheder, som jeg glæder mig til at teste af og ikke mindst at bringe min faglighed og erfaring ind i”, siger Ole Uldal Simonsen, der holder sig fit i hverdagen med motionsboksning og en løbetur nu og da.

Ole Uldal Simonsen er i fuld vigør på Promenaden allerede.