Den ambitiøse entreprenørvirksomhed CJ A/S i Fredericia vil vækste videre med professionel bestyrelse
Entreprenørvirksomheden CJ A/S i Fredericia har målrettede planer om at fortsætte deres positive udvikling. Virksomheden har siden etableringen for ni år siden med udspring i Davidsen & Partners konkurs jævnt øget top- og bundlinje samt udvidet produktionen med nye forretningsområder.
Teamet omkring direktør Hans Jørgen Ebbesen har skabt en solid markedsposition indenfor bygge- og anlægsopgaver, og med særlig fokus overfor industrikunder og tankanlæg, som Fredericia er så rig på.
Men planerne stopper ikke her. Virksomheden vil fortsætte sin sunde udvikling og vækst. Et af tiltagene er udvidelsen af virksomhedens professionelle, eksterne bestyrelse. Tidligere har bestyrelseserfarne Lars Martens Clausen, Aabenraa været eneste eksterne bestyrelsesmedlem i sin egenskab af bestyrelsesformand. Nu suppleres han i bestyrelsen af Brian Pedersen, Herning og Michael Møller, Haderslev. Desuden er medejerrepræsentant Karsten Thagaard del af bestyrelsen.
Lars Martens Clausen er tidligere koncerndirektør i Kohberg og direktør i Gram-koncernen og medbringer lige som sine to nye bestyrelseskolleger stor bestyrelseserfaring. Brian Pedersen har udviklet og solgt flere virksomheder inden for produktion i sin karriere med afsæt i Herning, mens salg- og marketingspecialisten Michael Møller har en fortid i Fleggaard og Dangaard Telecom-koncernen.
”Bestyrelsesmedlemmerne medbringer en fornem, forskelligartet erhvervserfaring og kan bidrage på vidt forskellige områder til vores virksomheds videre udvikling”, siger Hans Jørgen Ebbesen.
”Bestyrelsen kan give inspiration til at vi får defineret den rigtige retning i en omskiftelig byggebranche, hvor emner som digitalisering og bæredygtighed bliver store fokusområder. Men også nye partnerskabsmodeller med vore nøglekunder kommer til at spille en nøglerolle”, siger Hans Jørgen Ebbesen. ”Ofte ser man ikke selv skoven for bare træer. Man ser ikke mulighederne eller måske truslerne med den fornødne klarhed i en travl og hektisk hverdag”.
”Vi har haft en flot udvikling siden vores opstart, og har kunnet lægge på lag for lag, baseret på gode faglige egenskaber og erfaring inden for anlæg og byggeri årene igennem og med stor fokus på et godt arbejdsmiljø og nære kunderelationer. Men vi skal fortsat flytte os og lægge på. Derfor beslutningen om udvidelsen af vores bestyrelse”, siger Hans Jørgen Ebbesen.
CJ A/S har godt 100 ansatte og udover hovedkontoret i Fredericia også afdelingskontor i Langeskov på Fyn. Selskabet ejes af en række nøglemedarbejdere.
Billedtekst (billedet er privat og til fri afbenyttelse): CJ A/S’ nye bestyrelse fra venstre: Michael Møller, Karsten Thagaard, Brian Pedersen og Lars Martens Clausen.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til direktør Hans Jørgen Ebbesen på telefon 2528 0182 eller mail hje@cj – as.dk.