Efter en ufrivillig, lang Corona-pause fra fysiske bestyrelsesmøder kunne CJ A/S’ bestyrelse bestående af tre erfarne, eksterne medlemmer atter stimle sammen på hovedkontoret i Fredericia til en snak om tingenes tilstand og planerne for fremtiden.

CJ A/S har siden etableringen for mere end ti år siden haft en professionel bestyrelse til at følge virksomheden og sparre med ledelsen. I alle ti år har manden for bordenden heddet Lars Martens Clausen, revisor-uddannet sønderjyde med et imponerende erhvervs- og bestyrelses-CV, blandt andet som topchef i Kohberg og Gram-koncernen.

Den talstærke, strategisk funderede bestyrelsesformand supplerende for et par år siden den eksterne bestyrelsesrepræsentation med to yderligere kompetencepersoner, da udviklingen i CJ A/S for alvor tog fart.

Ind kom Brian Pedersen, Herning og Michael Møller, Haderslev efter et indgående rekrutteringsforløb, hvor der var fokus på at bringe komplementære kompetencer ind i forhold til ledelsens ballast og fremtidens fokusområder og udfordringer.

Brian Pedersen er industri- og produktionsmand og indehaver af en række virksomheder på Herning-kanten inden for specielt industriel produktion i jern- og metal. Desuden har han sæde i en række bestyrelser eksternt.

Michael Møller er specialist i strategi og salg/marketing samt kommunikation og har været professionelt bestyrelsesmedlem efter en karriere inden for mobiltelefoni og IT-hardware i mere end ti år.

En revideret strategi blev udarbejdet og et generationsskifte planlagt i den nye konstellation, og denne arbejdes der fortsat på hele tiden at tilpasse og optimere – og varetage aktionærernes interesser i forhold til deres investering i CJ. Lidt atypisk for denne type virksomhed ejes CJ A/S af en række nøglemedarbejdere i forening.

”Vi har fået sammensat en meget kvalificeret og velfungerende bestyrelse, der har været gode sparringspartnere og konstruktivt kritiske iagttagere de sidste par år. Det er vigtigt at lade sig udfordre, især i en travl hverdag med vækst og udvikling, hvor man nemt kan lade sig blænde af hverdagens mange gøremål”, siger Hans Jørgen Ebbesen, administrerende direktør og medgrundlægger af CJ A/S.

”Så det var dejligt atter at være samlet efter en stribe digitale bestyrelsesmøder som aldrig får den samme nerve”, siger direktøren, der fik drøftet nogle spændende tanker omkring fokusområder ”efter-Corona-perioden” for CJ A/S.