10-års jubilarer skal igennem tatoverings-ritual
Som del af CJ A/S’ medarbejderpleje-strategi tilbydes alle jubilarer i virksomheden nu en særligt udviklet CJ-tatovering. Tatoveringen får man kvit og frit, når man kan fejre jubilæum fra og med ti års ansættelse.
Firmagrundlægger Hans Jørgen Ebbesen er gået foran og har netop fået manifesteret sit tilhørsforhold og uindskrænkede commitment til CJ A/S med et flot, iøjnefaldende blækaftryk på den velvoksne underarm.
”Man brændemærker jo kvæg i USA for at synliggøre tilhørsforholdet til en bestemt gård og ejer. Det er lidt med inspiration i det, at vi har udviklet tatoveringskonceptet. Vi vil gerne vise omverden, hvor vi hører til. Og selvfølgelig er jeg gået foran”, siger Hans Jørgen Ebbesen, der indrømmer, at tatoveringen fornemmes at fremme både maskulinitet og altså at styrke tilhørsforholdet til virksomheden.
”Vi er indtil videre fem medarbejdere med overståede ti års jubilæer, der har takket ja til tilbuddet. Vi føler os som en lille eksklusiv klub i virksomheden, der har retten til at bære den særlige CJ-signatur på underarmen”, forklarer seniorchefen.
”Det er ikke decideret tvang at lade sig tatovere, når man passerer ti år som medarbejder her. Men vi ser det gerne, det vil vi ikke lægge skjul på. Vi har ingen deciderede sanktioner til medarbejdere, som måtte fravælge den moderne brændemærkning, men vil da overveje raffinerede metoder, hvis for mange – mod forventning – er for tøsede til at lade en CJ-tatovering begå på sin arm. Jeg slap selv ud af smertehelvedet fra operationen efter få dage med støtte og pleje fra min tolerante kone”, uddyber Hans Jørgen Ebbesen.
CJ A/S har lavet en volumenaftale med tatovøren Stikman Farvekridt i Fredericia, da man forventer, at mange medarbejdere vil passere mindst ti års jubilæumsgrænsen og tilvælge CJ-tatoveringen.
”CJ A/S skal være et godt sted at arbejde og et godt sted at arbejde sammen med som underleverandør. Det dokumenterer tatoveringssymbolet også. Så det bliver godt business for Stikman og god medarbejderpleje for os”, siger nytatoverede Hans Jørgen Ebbesen.
Ordningen er gældende fra og med den 1. april 2024. Den gælder også jubilarer, der har passeret deres ti års jubilæum tidligere end denne dato.
Disclaimer:
Ovenstående er selvfølgelig det rene vås. Det er en aprilsnar. Hverken mere eller mindre.
Det eneste, som er rigtigt, er at der hos CJ er nemt til smil og et oprigtigt ønske om at være et godt sted at arbejde og et godt sted at arbejde sammen med. Og at grundlægger Hans Jørgen Ebbesen er med på den værste, når han præsenteres for en absolut tosset ide såsom en skør aprilsnar.