Kombination af rigtig pris og socialt ansvar sikrer CJ A/S Fredericia
betydelig kontraktforlængelse med det lokale forsyningsselskab TVIS

CJ A/S’ trak sig for tredje gang i træk sejrrigt ud af en budrunde på det daglige anlægsarbejde for forsyningsselskabet TVIS, der populært sagt sørger for at borgere i Fredericia og Trekantområdet kan holde varmen.

I hård kamp med et par andre bydere vandt CJ A/S udbuddet i et samlet scorekort, hvor pris selvsagt spillede en stor rolle, men hvor også social ansvarlighed og stærke referencer blev vægtet højt. Partneraftalen har en værdi af et to-cifret millionbeløb.

”Vi er meget glade for kontraktforlængelsen – og så endda for tredje gang i træk. Vi har lavet anlægsarbejdet for TVIS i nu mere end otte år og det fungerer rigtig fint for begge parter”, siger Jonathan Smetana fra CJ A/S, der især hæfter sig ved, at man ikke bare var billigst af de tre bydere, men også at TVIS vægtede det omfattende materiale, der dokumenterede CJ’s dokumenterede social ansvarlighed og mange referencer omkring dette til topkarakter.

 

 

”Vi indgår dels en typisk rammeaftale på anlægsarbejde, som gælder to år med mulighed for forlængelse på et år, to gange. I dette udbud har vi prioriteret prisen med 60%, og tilbudsgivers organisation og bemanding, kvalitets- og miljøledelsessystem og anvendte materialer og metoder med 40%. Derudover indgår vi en Partnerskabsaftale, hvor vi sammen med CJ A/S forpligter os til også at gøre en indsats for at skabe flere praktikpladser, aktivering af borgere, fritidsjob eller andre sociale tiltag i vores lokalområde. Jeg er rigtig tilfreds med, at vi kan fortsætte vores gode samarbejde med CJ”, siger Tommy Hermann, vedligeholdschef ved TVIS.

Partnerskabsaftalerne er baseret på respekt og tillid og har til formål at forpligte parterne til at være aktive for at skabe nye arbejdspladser. Partnerskabsaftaler er godkendt af TVIS’ bestyrelse, så TVIS kan indgå rammeaftaler, der øger engagementet i lokalsamfundets udvikling. Partnerskabsaftaler har to formål, hvor parterne forpligter sig til at gøre noget aktivt for det generelle arbejdsmarked, men også initiativer til gavn for lokalområdet. CJ har således god personalepleje og socialt engagement som en integreret hjørnesten i deres strategi og er blandt andet dybt involveret i Code of Care i Fredericia.

”Vi kommer til at fortsætte med strategieksekveringen af vores driftsoptimeringer via blandt andet digitalisering og ikke mindst strategien om vores sociale ansvar og at være en god arbejdsplads generelt”, fortæller vicedirektør Jonathan Smetana, CJ A/S, der afleverede et seriøst tilbudsmateriale med tilhørende dokumentation til TVIS på små 100 sider.

Ud over TVIS har CJ A/S faste samarbejds- og rammeaftaler med blandt andet Shell, Equinor og en række andre, større lokale virksomheder.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til CJ vicedirekør Jonathan Smetana på 6038 7866 eller TVIS vedligeholdelseschef Tommy Hermann på 7621 4422.

 

Faktaboks Code of Care Fredericia og CJ A/S:

Code of Care Fredericia er en samarbejdsaftale mellem Fredericia Kommune, Business Fredericia, Fagbevægelsen Fredericia samt Fredericia Uddannelsesråd. Den blev indgået i 2020. Parterne er blevet enige i en lang række tiltag, der skal afhjælpe bl.a. langtidsledighed og manglende lærepladser.

Parterne er eksempelvis blevet enige om, at samarbejdet omkring Code of Care, som skal medvirke til at øge virksomhedernes sociale ansvar samt bringe flere fredericianere i beskæftigelse. Effekter af samarbejdet registreres løbende i samarbejde med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

CJ A/S har konkret blandt andet aktuelt otte medarbejdere fra kanten af arbejdsmarkedet engageret, seks lærlinge og har haft fokus på at øge antallet af kvindelige ansatte for at øge diversiteten ved blandt andet at optage kvindelige praktikanter i særdeleshed. Yderligere initiativer er planlagt, så tanker konsekvent omsættes til handling og resultater.