CJ A/S var forleden værter for en 7. klasse fra Fredericia, som fik lov at prøve kræfter med byggebranchen – både de fysiske og de intellektuelle for de små grå hjerneceller. CJ-teamet havde forberedt en række praktiske opgaver og en lille konkurrence, hvor små grupper i fællesskab skulle løse en praktisk opgave. Den skulle først planlægges, siden bygges i de dertil indrettede sandkasser.
Billetter til den lokale biograf stod på spil, så koncentrationen var i top. Og de unge mennesker fik syn for sagen, at byggebranchen har mangfoldige arbejdsopgave at byde på.
Nogle tænkte og gav råd. Andre havde styrken i det praktiske og udførende. Alle kan noget, ingen kan det hele. Sammen kan man meget.
”Målet med vores initiativ er at profilere håndsværksfagene og byggeriet, som har og i tiltagende grad får rekrutteringsudfordringer, hvis den nuværende trend fortsætter. Vi har brug for morgendagens talenter til at udvikle vores fag og vores virksomhed, og de unge skal se branchen som reelt alternativ, for alle kan og skal ikke blive IT-ingeniører eller programmører”, udtaler direktør Hans Jørgen Ebbesen, CJ A/S, der kraftigt pointerer, at der er mange forskellige typer jobs i byggebranchen, både for mænd og kvinder.
”Som branche har vi en stor opgave med hvervningen og profileringen af vores fag. Vi tager vores del og medansvar – og vi vil lokalt som virksomhed gerne være et sted, hvor unge med interesse for byggeri og en rigtig god arbejdsplads, orienterer sig hen. Vi har et stærkt lærlinge-program med mentorordning og har plads til både de bogligt stærke og dem, som er til mere praktisk orienteret arbejde”, siger Hans Jørgen Ebbesen og sender en stor tak til de engagerede 7. klasses elever og deres lærere fra Fredericia for et godt besøg på byggepladsen og hos CJ A/S.