Den fynske afdeling af CJ A/S i Langeskov er siden åbningen i 2019 vokset til 25 mand og vækster fortsat. Med til afdelingen hører også 14 mand på Vestsjælland.
I gennemsnit har afdelingsleder Michael B. Dalager cirka hver anden måned ansat en ny kollega, siden CJ A/S åbnede sin Fyn-afdeling den 1. november 2019.
Han var selv første mand i afdelingen, da den åbnede for tre år siden. Nu er de 25 mand i afdelingen på Industrivej i Langeskov, et stenkast fra Den Fynske Motorvej.
”Vi havde en del henvendelser fra bygherrer og projekter i gang på Fyn, så det gav god mening at åbne den fynske afdeling. Vi omsætter cirka 30 procent mere end budgetteret, så vi forventer at udvide med de folk, der er nødvendige for at løse det arbejde, der kommer ind,” siger Michael B. Dalager.
Langeskov-afdelingen udfører anlægsarbejde, betonarbejder, industriservice, arbejde på tankanlæg og klassisk erhvervs- og boligbyggeri.
”Vi har godt gang i opgaver på Fyn for kommuner, forsyningsselskaber og private bygherrer og har gode langvarige ordrer, som giver en stabil omsætning de næste år. Fordi vores forretning bygger på tætte og langvarige kunderelationer, får vi mange opgaver for de samme kunder fortløbende,” fortæller Michael B. Dalager.
Med til afdelingen på Fyn hører også en afdeling på den anden side af Storebælt. CJ A/S har 14 mand i fuld sving med anlægsarbejde og i CJ-specialdisciplinen tankanlæg – især på Kalundborg Refinery, hvor virksomheden har en fem-årig rammeaftale for vedligeholdelse og anlægsarbejde.
Er du vores næste kollega på Fyn eller i en anden afdeling, der mangler folk? cj-as.dk/job-og-karriere