Visionerne for udvikling af Kertemindes bymidte er betydelige og en centralt beliggende stor grund på Grønlandsgade spiller en central rolle i helhedsplanen.
Efter en indgående proces er CJ A/S nu valgt som hovedentreprenør på et ambitiøst kombineret bolig- og erhvervsprojekt. Projektet er i samarbejde med projektselskabet Havneferie ApS.
Graa Arkitekter og ingeniør Henry Jensen er rådgivere og partnere for bygherren.

”Vi er svært stolte over at være udpeget til at løse den ansvarsfulde opgave”, siger Kristian Lundfold, leder af Bolig og Erhverv i CJ A/S.

”Det er helt unikke rammer, der skal bebygges her og det er ærefuldt og glædeligt, at bygherren har valgt os og vores partnerskabsmodel som grundlag for byggeprocessen”.

Grønlandsgade ligger direkte ved vandet og med byen til den anden side. Ergo har der været ekstraordinær bevågenhed på valg af byggeri og byggepartner, herunder fra politisk hold.

Projektet omfatter tre imponerende bygninger: Rækkehus, Showroom og Restaurant, alle opført over 3 etager med et samlet etageareal på 1.417 m2.

Rækkehusbygningen vil huse 3 boliger i 2 etager og kontor/butik i stueetagen. Showroombygningen vil have et showroom i stueetagen samt 4 boliger i 2 etager. Den tredje bygning vil indeholde en spændende restaurant i stueetagen og en bolig i 1 plan på både første og anden sal.
Der skal desuden etableres parkeringsarealer og skønne gårdhaver omkring bygningerne.

Projektet starter i slutningen af november 2023, og forventes afsluttet i marts 2025.

”Vi glæder os til at arbejde sammen med bygherre, Graa Arkitekter og ingeniør Henry Jensen, og vi er klar til at skabe noget ekstraordinært sammen”, siger Kristian Lundfold fra CJ A/S.